- LEDERE PÅ LINKEDIN
- Posts
- Derfor skal du være aktiv på LinkedIn
Derfor skal du være aktiv på LinkedIn
Det er på tide at gøre op med tanken om at blive fundet på LInkedIn. Det handler om at blive set.

Spørgsmålet er ikke længere om du skal være aktiv på LinkedIn, men hvor ofte og hvordan du skal være aktiv – hvis du altså vil udnytte LinkedIns fulde potentiale. Det skal vi se på i dette - indrømmet - lidt lange nyhedsbrev.
Så hvis du skal være med hele vejen, så skal du nok lige hente en kop kaffe ☕️ og sætte dig et sted, hvor du kan være i fred de næste ti minutter!
Vi starter med at rejse 20 år tilbage i tiden.
LinkedIn blev lanceret i 2003 som et sted hvor du kunne lægge dit digitale CV op.
Det var – tro det eller ej – lidt af en revolution. Jeg ved godt, at der i en tid med kunstig intelligens skal mere til at imponere, men det var altså nok til at imponere mig og mange andre dengang. Tænk, at man nu kunne blive fundet af virksomheder og rekrutteringskonsulenter fra hele verden der ledte efter medarbejdere – online! Det var ret vildt.
Dengang handlede det om at lave en god profil og så håbe på, at søgeord var optimeret og at ens beskrivelse og erfaring vakte interesse nok til at blive kontaktet.
Fra digital CV database til verdens største professionelle sociale medie
Så spoler vi nogle år frem i tiden – Facebook kom på banen og pludselig kunne du også dele opslag på LinkedIn. Da det skete, ændrede platformen sig fra at være en digital CV database til at blive verdens største professionelle netværksplatform.
Og ligesom i den virkelige verden, så får man ikke meget ud af et netværk, hvis ikke man aktivt deltager i nogle samtaler.
Der er alt for meget fokus på at blive fundet, frem for at blive set
Jeg oplever stadig et stort fokus på at ens profil er udstyret med de rette ”nøgleord”.
Med andre ord – mange har stadig et for stort fokus på at blive fundet og for lidt fokus på at blive set.
Det er på tide, at vi gør lidt op med den opfattelse.
Men misforstå mig ikke – det er skam vigtigt at have en stærk profil. Men du er nødt til at tænke over, hvornår og hvor din profil kommer i spil.
I de gamle LinkedIn dage, var søgeresultaterne stort set den eneste vej ind til din profil. Derfor var nøgleord sindssygt vigtige.
Men i dag er der masser af andre veje der leder hen til din profil. Det skyldes, at der i dag er masser af muligheder for at være aktiv og dermed blive synlig på platformen, og det giver dig mulighed for at skabe flere veje der fører til din profil.
Men de veje skaber du kun ved at være aktiv på platformen.
Her er nogle måder du kan være aktiv på
LinkedIn udvikler hele tiden nye muligheder for at være aktiv på platformen, og dette nyhedsbrev ville blive for langt hvis jeg skulle liste dem alle sammen.
Men lad mig give dig nogle eksempler. Du kan eksempelvis:
- Lave opslag (tekst, billede, dele andres opslag, lave polls, dele video, præsentationer m.m.)
- Kommentere på andres opslag
- Like andres indhold
- Skrive blogindlæg
- Deltage i LinkedIn grupper, og slå noget op dér
- Sende chatbeskeder
- Sende invitationer med personlige beskeder
Og hvis du har slået ”Creator” tiilstanden til, vil du også få mulighed for at:
- Udgive nyhedsbrev
- Lave LinkedIn Live sessions (live video)
- Holde live lyd events
Hvor tit skal du så være aktiv på platformen?
I mit seneste nyhedsbrev gav Mikkel Jørnvils et godt råd, nemlig at du skal dele noget, når du har noget på hjerte.
Det er jeg helt enig.
Det eneste problem med det er, at du kan føle, at du sjældent har noget på hjerte, fordi du føler at det ikke er interessant nok for andre at læse om. Og så kan det være svært at komme i gang
Derfor kan det være lettest at starte med at dele artikler, videoer og lignende tilsat dinw egne reflektioner.
I mine træningsforløb plejer jeg at sige, at man gerne må prøve at komme derhen, hvor man deler noget to gange om ugen – og så prøve at gøre det i et par måneder for at opleve forskellen.
Konsistens er vigtigt
Konsistens er vigtigt på LinkedIn, simpelthen fordi du på den måde øger din synlighed i dit netværk og dermed sandsynligheden for at du kommer i kontakt med nogle interessante mennesker, som kan give dig nogle nye muligheder.
Men ét opslag i en måned og så et andet opslag tre måneder senere giver ikke det samme. Folk har nået at glemme dig og hvad det var du stod for. Derfor er det vigtigt at have en vis grad af konstant synilghed.
Hvad gør toplederne?
Nu behøver toplederne jo ikke at være et pejlemærke for dig, men som du måske ved, er jeg i gang med at lave en LinkedIn analyse af C25 indeksets CEOs. Jeg har i den forbindelse også talt op, hvor mange gange de deler noget på LinkedIn.
I snit deler direktørerne et opslag 26 gange om året, hvilket svarer hver anden uge.
Top 3 er dobbelt så aktive som gennemsnittet:
Mads Nipper (Ørsted): 60 gange om året
Carsten Egeriis (Danske Bank): 58 gange om året
På en delt 3. plads har vi:
Jakob Aarup Andersen (dengang ISS): 57
Henrik Andersen (Vestas): 57
Bund 4 er slet ikke aktive:
I bunden ligger der faktisk fire topledere der slet ikke deler noget. De er:
Paul Chaplin (Bavarian Nordic)
Jens Birgersson (Rockwool)
Anders Dam (Jyske Bank)
Afgående CEO hos Carlsberg Cees’t Hart
Hvad gør alle andre?
Der findes ikke rigtigt nogle statistikker om, hvor ofte folk deler noget på LinkedIn, men det siges, at kun ca 1-2 % af LinkedIns medlemmer deler indhold på platformen.
De får sammenlagt 9 milliarder visninger.
Så selvom det kan se lidt crowded ud på platformen, så er der altså nok plads til, at du kan få en bid af opmærksomhedskagen.
Hvad skal du så gøre nu?
Mit råd til dig er, at du skal prøve at finde et leje der er realistisk for dig at nå. Dit opslag behøver ikke være det unikke opslag med indsigter, som ingen har hørt om før. Hvis du jagter det perfekte, unikke opslag, så bliver det svært at komme i gang.
Med den tilgang burde dette nyhedsbrev slet ikke have nogen gang på jord. For der findes tusindvis af nyhedsbreve om LinkedIn. Men af en eller anden grund, har du valgt at læse lige netop dette. Måske fordi du kender mig, har været på en af mine workshops, eller fordi mit opslag på LinkedIn vakte din interesse 😉.
For der er mange der er interesseret i det du siger, fordi det er dig der siger det!
Og ja, så kan det godt være at det er sagt før, men hvis du sætter dine egne ord og tanker på, så bliver det netop unikt. Så lad være med at tro, at et opslag skal give dit netværk deres næste ”HEUREKA moment”.
Der er også andre måder at være aktiv på
Du kan også starte et andet sted. Du kan nemlig også få meget ud af at kommentere på opslag.
Det er en rigtig god måde at gøre dig synlig hos bestemte personer og i deres netværk. Men for at få fuldt udbytte, forudsætter det dog at du af og til skriver lidt mere i kommentarsporet end ”godt gået”, ”flot” eller deler en thumbs up.
Hvad sker der så, når du bliver mere aktiv?
Det er ganske enkelt. Der er en klar sammenhæng mellem din aktivitet på platformen, besøg på din profil og mulighed for at udvide dit netværk. Det er ikke bare en påstand - det har jeg faktisk tal på!
Nedenfor kan du se mine tal for 2022. Her viser tallene en klar sammenhæng mellem min antallet af delte opslag og antal visninger.
2022 var året hvor jeg gav den lidt mere gas på LinkedIn end året før.
Jeg tredoblede min aktivitet sammenlignet med året før.

Her ser du antal visninger for året. Det vil sige, hvor mange gang er et af mine opslag blevet vist i et feed på LinkedIn. Den mørkeblå farve er 2022 og den lyseblå er for 2021. Som du kan se, gav det et pænt boost i antal visninger. Der var især ét der gik viralt og gav et stort boost - det er det store hak opad, som du kan se på kurven.

Nedenfor ser du antal likes så følges de stort set ad med antal visninger (ca faktor 4)

Væksten i kommentarer er lidt lavere, men stadig over 3x så høje som året før.

Som du kan se, følges kurverne ad. De opslag, der skaber mest opmærksomhed, kaster også flest besøg af sig og invitationer til at connecte.
Lad os lige zoome ind på det sted, hvor kurven går kraftigt op. Det giver os nemlig mulighed for helt konkret at se, hvad der sker, når man bliver mere synlig.
Jeg delte et opslaget den 4. december 2022, som meget hurtigt gik viralt. Temaet var job og karriere, hvilket typisk er et emne, som får meget engagement.

Lad os se, hvad der skete med min besøgsstatistik i det tidsrum - altså antal besøgende på min profilside. Der skete en firedobling i det tidsrum, hvor der var en høj aktivitet på mit opslag.

Opslaget gav desuden 37 nye følgere.

Ikke overraskende viser tallene en tydelig sammenhæng mellem visninger af opslag, besøgende på ens profil og vækst i antal følgere.
Der findes altså en bedre måde at blive fundet på - nemlig at blive set!
Jeg håber, at det er den ene ting du tager med fra dette nyhedsbrev. Ja, du skal have en god profil med de rigtige nøgleord.
Men hvis du virkelig vil have fuldt udbytte af at være på LinkedIn, så er du nødt til at komme ud over scenekanten og blive aktiv.
Og konsistent aktivitet belønnes med et konsistent antal besøgende på din profilside.
Temaet for næste nyhedsbrev - det gode opslag
Vi er ikke helt færdige med at se på hvordan du kan være aktiv. Næste gang skal vi se på nogle af de ting der udgør et godt opslag.
Jeg ser nemlig rigtig mange eksempler på opslag som har et godt budskab, men som simpelthen dør en for tidlig død, fordi formidlingen er for dårlig.
Glæd dig til at få tips og best practice eksempler på dette i næste nyhedsbrev.
Nyhedsbrevet er gratis, så jeg vil være meget taknemmelig, hvis du deler nyhedsbrevet med andre, som synes det kunne være spændende at læse med - tak 🙏.